Den russiske ø af stål i Arktis har hidtil produceret 1,5 millioner tønder olie

Den russiske ø af stål i Arktis har hidtil produceret 1,5 millioner tønder olieRuslands første offshore installation i Arktis.

Det russiske olieselskab Gazprom Neft har for nylig meddelt, at den tredje olieladning fra Prirazlomnaya boreplatformen i den sydøstlige del af Barentshavet er på vej til markedet.

I alt bliver cirka 1,5 millioner tønder råolie hentet fra platformen, hvor produktionen begyndte i december 2013, skriver Barents Observer.

Feltet er den første offshore konstruktion i den russiske del af Arktis.

– Verdens første

I øjeblikket er der kun en brønd i brug. Selskabet planlægger at bore flere brønde i 2015.

Gazprom omtaler projektet som verdens første stationære offshore boreplatform i Arktis.

Kontroversielt

Projektet har fået stor international interesse pga. en Greenpeace aktion, der endte med, at 28 aktivister blev sigtet for sørøveri i Rusland. Sagen blev til sidst droppet.

Greenpeace hævder, at installationen er en potentiel miljøbombe, mens Gazprom hævder det modsatte.

Miljøorganisationen frygter, at en ny Deepwater Horizon ulykke vil kunne ske på Prirazlomnaya.

– Al sammenligning med Den Mexicanske Golf kommer fra folk, der ikke kan forstå teknisk information, ifølge Gennady Lubin, adm. direktør for Gazprom Neft Shelf, i mediet RIA Novosti sidste år.

Han mente, at scenariet er utænkeligt fordi platformen ligger direkte på havbunden, og at brøndene er inde i platformen.

– “Platformen vejer 500.000 ton, det er umuligt at flytte den. Den kunne tåle at blive truffet af en torpedo” sagde han.

Kunstig ø

Platformen er en såkaldt OIRFP (Offshore Ice-Resistant Fixed Platform), der fremstår som en kunstig ø af stål og beton placeret direkte på havbunden, 20 meter under havoverfladen i det lavvandede Petsjorahavet, i den sydøstligste del af Barentshavet.

Prirazlomnaya feltet ligger omkring 60 kilometer fra stranden. Reserverne i feltet er beregnet til 527 tønder olie (71,96 millioner ton). Den årlige produktion kan i 2020 nå op mod 44 millioner tønder.

I år har selskabet planer om at hente i alt 2,2 millioner tønder olie fra feltet. De planlægger at sende den fjerde skibslast før nytår.